Du er her: Forside /
Til nyhedsoversigten
Overskrift:
Biogødning er meget andet end fosfor
Publiceringsdato uden tid:
01-06-2017
Intro:
HedeDanmark har i midten af maj deltaget i en international konference i København, hvor emnet var behandling af spildevandsslam. 
Brødtekst:

Fokus på konferencen var i høj grad, hvorledes man behandler slamaske efter forbrænding, således at det sikres, at man får recirkuleret fosfor.

På konferencen blev det synligt at: Det er dyrt at brænde spildevandsslam. Det er dyrt OG meget vanskeligt at udvinde fosfor fra slamasken. Endelig er det tankevækkende, at der så ensidigt fokuseres på at recirkulere fosfor. Biogødning (Landbrugsegnet spildevandsslam) har så mange positive egenskaber, at det er farligt kun at fokusere på fosfor – selvom fosfor er vigtig. I det følgende kan det læses, hvilke positive egenskaber Biogødning har ud over fosfor:

Kulstof
Biogødning indeholder mellem 100 og 200 kg kulstof pr. ton. Det er overraskende for mange, at kulstof har en meget positiv effekt, når det udbringes på landbrugsjord. For det første er kulstof mad for bl.a. regnorme, og udbringning af biogødning er således med til at øge den biologiske aktivitet i jorden. Det ses blandt andet på KU’s forsøgsarealer ”Crucial”, hvor man sammenligner jorde gødet på forskellige måder. Arealerne gødet med organiske gødninger har flest regnorme.

Derudover har kulstof (også kendt som humus) en række positive egenskaber i jorden, som er med til at sikre et højere og mere stabilt udbytte. Det er f.eks.: 

  • Mere porøs jord, som sikrer, at kraftige regnmængder hurtigt bliver drænet bort
  • Mere luftig jord, som sikrer, at der hurtigere kan komme ilt ned i jorden og CO2 væk fra jorden
  • En mere robust jord, der bedre kan bære store, tunge landbrugsmaskiner
  • En mere tørketolerant jord, som kan indeholde mere vand i tørre perioder
  • En større partikeloverflade, hvorved jorden er bedre til at tilbageholde næringsstoffer (og dermed minimere udvaskningen) 

En nylig undersøgelse af danske landmænds motivation for at benytte alternative gødninger viste rent faktisk, at ønsket om at modtage kulstof var lige så stor som ønsket om at modtage fosfor.

Kvælstof
Det organisk bundne kvælstof (N) går gennem rensningsanlægget og kan genfindes i biogødningen. Normalt er der mellem 7 og 15 kg N/ton biogødning. Ved at udbringe denne mængde på markerne, erstattes dyrt, industrielt fremstillet handelsgødning, som er meget energitungt at fremstille.

Mikronæringsstoffer
Normalt tænker de fleste, at planter vokser, hvis de har tilstrækkelige mængder af kvælstof, fosfor, kalium og svovl – næringsstoffer, som normalt omtales ”makro-næringsstoffer”. Men det er ikke korrekt. For at opnå en optimal plantevækst kræves der en lang række mikro-næringsstoffer, som naturligt findes i organisk gødning. Det er næringsstoffer som zink, kobber, bor, jern, molybdæn m.fl. Ved at udbringe biogødning på markerne recirkuleres disse mikro-næringsstoffer automatisk tilbage til jorden, hvorfra de kom, hvorved der også på dette område opnås en balance. Alternativet er, at der skal indkøbes og spredes industrielt fremstillet mikro-næringsstoffer på landbrugsjorden.

Som det ses, så er der en lang række positive egenskaber ved at udbringe biogødning på landbrugsjord. Og tager man med i sine betragtninger, at den seneste Livscyklusanalyse på området viste, at en forbrændingsløsning med efterfølgende fosforudvindelse er omkring 2,5 gange så dyr som en kendt landbrugsløsning, så er der gode argumenter for at fastholde den praksis, som har været hovedløsningen de seneste 30 år.  

Kontakt / Forfatter:
Erik Ervolder Olesen
Erik Ervolder Olesen
Miljøfaglig konsulent
Vis Spot 1 - Højre kolonne:

Tilmeld dig vores
elektroniske nyhedsbrev

Tilmeld
 

Følg HedeDanmark på de sociale medier

Se bl.a. billeder, video og nyt fra det grønne område.

© HedeDanmark a/s | Sletvej 30, bygning N, 1. sal, 8310 Tranbjerg | Linnés Allé 2, 2630 Taastrup | CVR 27623549 | T: 87 28 10 00 | Cookies og privatlivspolitikker